[i]”All-righty then.”[/i] Produktionsselskabet Morgan Creek planlægger nu at lave en tredje film i deres serie om den skøre dyredetektiv med den naturstridige frisure, “Ace Ventura”.

De to foregående film med Jim Carrey i den populære titelrolle, “Ace Ventura: Detektiv” fra 1994 og den efterfølgende “Ace Ventura: Når naturen kalder”, omsatte alene i USA for mere end $180 mio.

Jeff Sank og brødrene Jason og Justin Heimberg er blevet hyret til at stå for manuskriptet til den nye “Ventura”-film, der dog ikke lader til at involvere den oprindelige Ace, Jim Carrey.

Projektet vil tilsyneladende i denne omgang handle om den utraditionelle kæledyrsdetektivs søn, Ace Ventura Jr., der træder i sin fars fodspor og overtager familiehvervet.