Sylvain White, der stod bag “Stomp the Yard”, har overtaget instruktørtjansen på filmatiseringen af vampyrvideospillet “Castlevania”, der produceres gennem Rogue Pictures og Crystal Sky Entertainment.

Filmen, som er skrevet af Paul W.S. Anderson (“Alien vs. Predator”) bygger over Konamis sejlivede spilsaga om den vampyrdræbende Belmont-klans kamp mod Dracula.

Manuskriptet følger indledningsvis en transsylvansk ridder, der leder sine mænd i sikkerhed fra den tyrkiske hær i en gotisk borg. Det går dog snart op for ridderen, at borgen kontrolleres af den oprindelige vampyr. Historien fortsætter derefter i en kamp gennem genrationer mellem Vlad Dracula og familien Belmont, en klan, der slap vampyren fri og kæmper for at besejre ham.

Anderson skrev oprindeligt manuskriptet for selv at instruere filmen, men besluttede at trække sig for at lave sin genindspilning af “Death Race.”

Optagelserne går i gang til efteråret i Sydafrika og Rumænien. White skal desuden udvikle “Static” hos Columbia Pictures, og instruere filmatiseringen af Frank Millers “Ronin” hos Warner Bros.