IMPAwards kan fremvise en ny tysk plakat til den kommende actionkomedie “Hot Fuzz”, der er lavet af de samme folk, som stod bag zombiekomedien “Shaun of the Dead”.

Simon Pegg ses i hovedrollen som Londons hårdeste strømer, der er så hårdfør til sit job, at han bliver “forfremmet” til at holde orden i den lille landsby Sandford, hvor han sammen med sin makker, en ung lokal betjent, kæmper for at tilpasse sig det lille samfund.

Filmen har desuden en indholdsrig rolleliste, der bl.a. består af Jim Broadbent, Timothy Dalton, Bill Nighy, Steve Coogan, Martin Freeman og mange andre engelske skuespillere.

“Hot Fuzz” er instrueret af Edgar Wright efter et manuskript, som han har lavet i samarbejde med Pegg. Filmen får dansk premiere 20. juli.