Warner Bros. har frigivet en ny plakat til deres kommende dystopiske fremtidsfilm “I Am Legend”, der har Will Smith i hovedrollen. Filmen er instrueret af Francis Lawrence, der fik sin debut med “Constantine”. Plakaten kan ses hos gysersiden Bloody-Disgusting.
Robert Neville (Smith) er en genial forsker, men ikke engang han kunne inddæmme den frygtelige verdenstruende virus, der var ustoppelig, uhelbredelig og menneskeskabt. Da han af uforklarlige årsager viser sig at være immun overfor virussen, er Neville nu den sidste menneskelige overlevende i hvad, der engang var New York og muligvis hele verden. Men mareridtet er langt fra forbi, og snart begynder han at ønske, at han virkelig var alene…
“I Am Legend” indtager de danske biograflærreder 25. december.
