Columbia Pictures har lanceret en helt ny trailer til actioneventyret “Hancock”, hvori Will Smith har hovedrollen som falleret og afdanket superhelt i eksistentiel krise. Traileren kan ses online hos Yahoo! Movies, hvor den bl.a. kan opleves i High Definition.
Filmen, der instrueres af Peter Berg, har desuden Charlize Theron og Jason Bateman på rollelisten.
Smith spiller den sarkastiske og misforståede Hancock, en drikfældig, storrygende kvindebedårer af en superhelt, hvis livsstil er tættere på at være som en rockstjerne end en ordenshåndhæver, og offentligheden er ligeså trætte at ham, som han er af dem.
Bateman har rollen som PR-konsulenten Ray Embrey, der efter at være blevet reddet af Hancock forsøger at genopfinde heltens uheldige image. Men mens Ray forsøger at rette op på hans blakkede ry, indleder superhelten en hemmelig romance med Batemans kone, spillet af Theron.
“Hancock” har dansk premiere 16. juli.
