Antallet af lovlige udbydere af film til direkte streaming via internettet i Danmark er ikke så stort, og de, som er der, må nu se konkurrencen skærpet af det svenske firma Headweb, som netop har udvidet til også at dække Finland og Danmark.

Headweb har aftaler med flere af de store filmselskaber samt flere nordiske distributører, heriblandt Paramount Pictures, Warner Bros., SF Film, Sandrew Metronome, Nordisk Film, Nonstop Entertainment, Noble Entertainment og Scanbox.

P.t. er der således over 2.000 film at vælge imellem på siden.

Målet for Headweb er ifølge en pressemeddelelse at blive den førende Video on Demand-udbyder. I første omgang er det for Norden, hvor også Norge kom med i sidste måned, men planerne er at udvide yderligere senere.

Prisen for at leje en ny film er på 39 kr.

Man kan læse mere om Headweb på [url=https://www.headweb.com/da/]headweb.com[/url].

[i]Vil du bruge en tjeneste som Headweb, hvor du betaler for at streame filmen via internettet i stedet for at leje den på dvd? Klik på ‘Kommentarer’ herunder for at diskutere i forum.[/i]