“[url=/film/lost-saeson-1]Lost[/url]”-producerne Carlton Cuse og Damon Lindelof kunne under det omsværmede “Lost”-panel på den igangværende Comic Con løfte lidt af sløret for, hvad der er i vente i den kommende 6. sæson af den populære spændingsserie om den mystiske ø, der også vil blive showets sidste og afsluttende sæson.

Ved at fremvise tre virale reklamer ved panelet – hvor man bl.a. kunne opleve Hurley som en kok, der tog til Australien for at finde den perfekte kyllingeopskript, og Kate på “America’s Most Wanted” for mordet på en blikkenslager – lader det til, at den nye sæson muligvis vil byde på en alternativ virkelighed.

Det blev desuden afsløret, at både Jeremy Davies og Elizabeth Mitchell vil være at finde i sæson 6, som angiveligt skulle kunne fungere som en historie i sig selv.
[full]
[i]”Tidsrejsesæsonen er overstået,”[/i] kunne Cuse annoncere. [i]”Flashforward-sæsonen er overstået. Man kommer til at opleve noget andet.”[/i]

Ved panelet deltog også skuespillere fra serien – deriblandt Jorge Garcia, Michael Emerson og Josh Holloway. Desuden var Dominic Monaghan til stede på scenen, hvilket endnu en gang sætter gang i spekulationerne om, at Charlie også vil være tilbage i den afsluttende sæson.

Desuden er ABC ved at lade op til den nye sæson ved at lancere en ny viral-hjemmeside til serien. På siden, der omhandler læreranstalten Lost University, kan man læse nærmere om de undervisere og kurser, man kan stifte bekendtskab med, hvis man melder sig ind for at studere på det højere videregående uddannelsescenter – hvor der specialiseres i bl.a. filosofi, fremmedsprog, psykologi og fysik.

Siden kan besøges på [url=http://www.lostuniversity.org/]LostUniversity.org[/url].

“Lost” vender tilbage til de amerikanske tv-skærme med sin afsluttende årgang i starten af det nye år.
[/full]