Filmsiden ComingSoon.net kan fremvise nyt artwork til to af Marvel Studios kommende filmproduktioner; “The Incredible Hulk”, der giver et bedre kig på det nye Hulk-design samt et nyt billede af den panserklædte helt “Iron Man” i den nye tegneseriefilmatisering af samme navn.
I “The Incredible Hulk”, der dog ikke vil have noget at gøre med Ang Lees “Hulk”-filmatisering fra 2003, spiller Edward Norton hovedrollen som den transformerende videnskabsmand Bruce Banner.
Filmen er en nyfortolkning af tegneserien om den iltre, grønne kæmpe og følger Bruce Banner/Hulk på flugt, hvor han forsøger at undgå at blive indfanget længe nok til, at han kan finde en kur mod de gener, der forvandler ham til et grønt, misforstået monster.
“Iron Man”, der har Robert Downey Jr. i hovedrollen, får dansk premiere 2. maj, mens “The Incredible Hulk” udkommer 13. juni.
