Det første officielle billede fra Disneys “[url=/film/prince-of-persia-sands-of-time]Prince of Persia: Sands of Time[/url]” er kommet online. Billedet, der forestiller Jake Gyllenhaal som filmens hovedperson prins Dastan, kan ses ovre i [url=http://filmz.dk/forum/gallerier/prince-of-persia-sands-of-time-48085/image/44210#new]galleriet[/url].

Eventyrfilmen, der instrueres af Mike Newell, bygger over Ubisofts populære videospil og er sat til at få premiere i maj 2010 som første eventyr i en ny filmfranchise.

“Prince of Persia: Sands of Time” foregår i det gamle Persien, hvor prins Dastan må slå sig sammen med den hårdtslående og eksotiske prinsesse Tamina (Gemma Arterton) for at forhindre en ondskabsfuld adelsmand i at erhverve sig Tidens sand. Tidens sand er en gave fra guderne, der kan skrue tiden tilbage og give dens ejer mulighed for at herske over verden. I filmen medvirker desuden Alfred Molina og Ben Kingsley.