Der har været lidt postyr omkring den kommende gyser “The Eye”, som er et remake af den japanske film “Gin Gwai” fra 2002.

Først havde Paramount købt rettighederne til den og havde offentliggjort, at Renée Zellweger skulle spille hovedrollen. Paramount droppede dog projektet, og Lionsgate tog over.

Det blev så for noget tid siden offentliggjort, at det nu var Jessica Alba, der skulle spille hovedrollen, som en kvinde der får foretaget en øjetransplantation, og derefter begynder at se mystiske ting.

Derudover er både Parker Posey (“Superman Returns”) og Alessandro Nivola (“Jurassic Park III”) blevet tilføjet til rollelisten.

Det nye manuskript bliver skrevet af Sebastian Gutierrez (“Gothika” og “Snakes on a Plane”) og Hillary Setz (“Insomnia”), og filmen instrueres af David Moreau og Xavier Palud.

Lionsgate håber at filmen kan nå at blive færdig, så den er i de amerikanske biografer 21. december i år.