Fans af Matt Groenings skøre fremtidsserie “Futurama” har længe set frem til de fire annoncerede dvd-film, der skal følge op på den nedlagte animationsserie – og nu foreligger en detaljeret plotbeskrivelse til den første film i rækken, der bærer titlen “Bender’s Big Score”:

Da julen i år 3007 står for døren, må den brogede forsamling hos det intergalatiske budbringerselskab Planet Express kæmpe for at redde Jorden i en episk kamp mod nøgne, udenjordiske internet-svindlere. Da de onde nudistrumvæsner igangsætter et angreb på Planet Express, falder de over en chokerende opdagelse: Hemmeligheden bag tidsrejser er på mystisk vis blevet tatoveret på Frys baller. Ved at tage brug af deres udspekulerede nudist-software får rumvæsnerne kontrol over den alkoholdrevne robot, Bender, som de derpå gang på gang sender tilbage i tiden for at stjæle Jordens største skatte.

Benders røvertogt gennem historien får dog frygtelige konsekvenser, da han støder på Al Gore under genoptællingen af stemmer ved præsidentvalget i år 2000. Samtidig finder Leela den sande kærlighed, et medlem af mandskabet undergår en pinlig halshugning, og Fry finder ud af hemmeligheden omkring sin skæbne og sine baller.

De vante skuespillere som bl.a. Billy West, Katey Sagal og John DiMaggio lægger stemmer til de kendte figurer, og de får denne gang følgeskab af gæstestjerner som Coolio, Sarah Silverman og Al Gore.

“Futurama: Bender’s Big Score” vil udkomme på det amerikanske dvd-marked 27. november og vil efterfølgende blive fulgt af tre andre film, der går under titlerne “The Beast with a Million Backs”, “Bender’s Game” og “The Wild Green Yonder.”