Cillian Murphy, der gav den som skurken Scarecrow i “Batman Begins”, ville tilbage i [url=http://www.filmz.dk/forum/item/24767/]marts[/url] hverken be- eller afkræfte, om han skulle have en medvirken i fortsættelsen, “The Dark Knight”. Men nye indikationer kunne tyde på, at man ikke har set det sidste til den skrækindjagende Dr. Jonathan Crane.
Fansiden Batman-on-Film kan nemlig rapportere fra en kilde, at Scarecrow rent faktisk vil dukke op i den nye film. Det vides dog ikke, hvor stor en rolle den maskeklædte skurk har, men der er gisninger om, at han muligvis har en finger med i spillet om at skabe den særlige dødbringende smilegas til filmens hovedskurk, Jokeren.
Desuden kan siden bringe flere afsløringer omkring, hvad den nye Batman-film vil bringe, så hvis man ikke ønsker at få mere at vide, bør man nok ikke læse videre, da de rapporterede forlydender må betragtes som mindre [b]spoilers[/b].
Jokeren vil gennem hele filmen kun fremstå i sin Joker-skikkelse, og han vil derfor ikke få en stor skabelseshistorie. Dog vil der muligvis være en række flashback-sekvenser, der vil omhandle skurkens baggrund, men ingen officiel fastslående forklaring på, hvem han egentlig er.
Rachel Dawes, som i den nye film spilles af Maggie Gyllenhaal, vil have en større rolle i “The Dark Knight” end figuren havde i den første film.
Den nye batdragt, som den kappeklædte helt vil skifte til i løbet af det nye eventyr, skulle efter sigende være en anelse mere gråt i det og beskrives som en slags stofbrynje.
[url=http://www.aintitcool.com/node/32663]AintItCool.com[/url] kan samtidig komme med en mulig beskrivelse af den ventede films første teaser-trailer, som vil involvere et sæt spillekort, der falder i slowmotion mod en sort baggrund, og hvor det sidste kort er Jokeren. Det forventes, at Warner Bros. muligvis vil lancere teaseren i biograferne i forbindelse med premieren på den nye Harry Potter film til juli.
