Produceren på den lovede “Terminator 4”, Andy Vajna, kan i et interview fortælle, at det fjerde kapitel i filmsagaen om de tidsrejsende dræbercyborgs muligvis vil blive optaget i Australien.
[i]”Vi overvejer Australien. Vi har haft kig på Warner Bros. Studios dernede, men det er stadig tidligt i planlægningen,”[/i] beretter Vajna, der for tiden er i gang med optagelserne på “Children of Glory” i Ungarn. [i]”Det vil sikkert blive i begyndelsen af næste år.”[/i].
Han kan desuden afsløre at manuskriptet til “T4”, som er udarbejdet af John Brancato og Michael Ferris, nu er blevet færdiggjort og godkendt. [i]”Vi har manuskriptet klar og leder nu efter en instruktør og prøver at finde ud af, hvad det næste skridt skal være,”[/i] siger produceren.
Om de mange spekulationer omkring hvorvidt Arnold Schwarzenegger vil vende tilbage i den kendte titelrolle, når “Terminator 4” skal optages, udtaler Vajna: [i]”Vi kunne godt tænke os at få Arnie med i en cameo-rolle. Vi ønsker at fortsætte med ‘Terminator’ og lave den om til en rigtig scifi-film, og der er en meget interessant rolle til Arnold, hvis han beslutter sig til at tage den.”[/i]
Schwarzeneggers tilbagekomst vil dog afhænge af den berømte filmstjernes politiske karriere, fortæller Vajna.
