ComingSoon.net kan fremvise det første officielle billede af Owain Yeoman i rollen som en Terminator i Fox’ nye tv-serie “The Sarah Connor Chronicles”, der bygger over den populære “Terminator”-franchise.
Serien, der produceres af Mario Kassar og Andrew Vajnas (“Terminator 3: Rise of the Machines”) selskab C2, har Lena Headey (“300”) og Thomas Dekker (“Heroes”) i hovedrollerne.
Pilotafsnittet er skrevet af Josh Friedman og handlingen udspiller sig efter begivenhederne i “Terminator 2: Dommedag”, og følger den moderne kriger Sarah Connor (Heady) og hendes 15-årige søn, John (Dekker), som må erfare, at truslen fra fremtiden langt fra er forbi.
I serien finder man desuden Summer Glau fra “Serenity”, som en mystisk studerende på Johns skole, der viser sig at være en yderst behjælpelig allieret, da fremtidsmagten SkyNet har lagt nye planer for udslettelsen af Connor-slægten.
