WorstPreviews kan fremvise et nyt tv-spot til den kommende spoof-film “Disaster Movie”, der er instrueret af makkerparret Aaron Seltzer og Jason Freidberg, som også var ansvarlige for de notoriske “Date Movie”, “Epic Movie” og “Meet the Spartans”.

“Disaster Movie” følger en gruppe attraktive unge mennesker i deres 20’ere under en skæbnesvanger aften, hvor de forsøger at kæmpe sig vej til sikkerhed, mens en bølge af naturkatastrofer og sære begivenheder – asteroider, tornadoer, jordskælv og andre katastrofale løjer – rammer byen, mens de må forsøge at løse et mysterium, der kan bringe en ende på ulykkernes hærgen.

Filmen vil bl.a. parodiere film som “The Day After Tomorrow”, “Indiana Jones”, “Iron Man”, “Kung Fu Panda”, “The Dark Knight”, “Juno”, “Fortryllet” og “Hancock”.

Carmen Electra, Nicole Parker og Matt Lanter vil være at finde i den katastrofale film, der får amerikansk premiere 29. august.