Et nyt amerikansk lovforslag skal sætte en stopper for pirater, som med digitalt videoudstyr optager film i biograferne.
Første gang man gribes i at optage en digital kopi af en film, vil straffen kunne blive op til tre år bag tremmer, mens man i gentagelsestilfælde vil kunne blive idømt op til seks års fængsel. Ikke overraskende er den amerikanske filmindustri en varm fortaler for lovforslaget.
Loven er allerede vedtaget i Repræsentanternes Hus og mangler nu kun at blive godkendt af Senatet og underskrevet af præsident Bush. Iagttagere vurderer, at loven kan komme op i Senatet så tidligt som i næste uge.
