Manden af stål, Superman, får alligevel en chance mere på det store lærred. Warner Bros. har sammen med instruktøren Bryan Singer underskrevet en kontrakt om en efterfølger til filmen “Superman Returns”.

Den første film fik en blandet velkomst blandt de mange fans, og det kunne også mærkes på omsætningen, der aldrig blev så stor som forventet. Det var derfor også en af grundene til, at der blev spået stor usikkerhed omkring en efterfølger, men det ser nu ud til at blive en realitet alligevel.

Bryan Singer får noget af en udfordring, når han påbegynder produktionen af den kommende Superman-film, da budgettet er kortet ned fra $260 mio. til omkring $150 mio. i forhold til den første film.

På trods af det formindskede budget, skulle vi være lovet en mere actionpakket film, nu hvor superhelten allerede har fået sin introduktion i “Superman Returns”.

Ifølge IESB.net vil produktionen af den nye Superman-film begynde i efteråret 2007.