Fox lader til at sætte stor lid til deres nye “Terminator”-spinoff-serie “The Sarah Connor Chronicles” og har således lanceret et større galleri med over 30 plakater til at promovere den forestående serie. Alle de nye plakater kan ses online gennem Filmz.ru.

“Terminator: The Sarah Connor Chronicles”, der produceres af Mario Kassar og Andrew Vajna, har Lena Headey (“300”) og Thomas Dekker (“Heroes”) i hovedrollerne og udspiller sig efter begivenhederne i “Terminator 2: Dommedag”.

Vi følger den moderne kriger og enlige mor Sarah Connor (Heady) og hendes 15-årige søn, John (Dekker), som må erfare, at truslen fra fremtiden langt fra er forbi. Summer Glau fra “Serenity” spiller en mystisk studerende på Johns skole, der viser sig at være en yderst behjælpelig allieret, da fremtidsmagten SkyNet har lagt nye planer for udslettelsen af Connor-slægten.

I serien finder man desuden bl.a. Brian Austin Green og Garret Dillahunt, hvoraf sidstnævnte spiller rollen som den nye onde Terminator, Cromartie, som i pilotafsnittet blev spillet af Owain Yeoman.

“Terminator: The Sarah Connor Chronicles” får premiere på amerikansk tv i starten af det nye år.