Patrick Lussier, der bl.a. har stået bag “Dracula 2000”, er blevet hyret til at stå bag kameraet på fortsættelsen til den overnaturlige thriller “White Noise”, som havde Michael Keaton i hovedrollen.
Opfølgeren, som har fået titlen “White Noise 2: The Light”, vil blive distribueret i USA af Rogue Pictures. Keaton vil dog ikke være at finde på rollelisten, når optagelserne går i gang til næste år.
“White Noise 2” skrives af Matt Venne og vil handle om en mand hvis familie bliver myrdet, mens han selv lige akkurat bliver reddet på dødens rand – og derpå kommer i besiddelse af en skræmmende evne; han kan nu identificere sig med dem blandt de levende, som snart vil dø. Han forsøger at redde disse folk fra deres skæbner, men det går snart op for ham at der er en vis pris at betale for at blande sig i livet og dødens naturlige orden.
