Paul Newman er død efter længere tids kamp mod kræft. Han blev 83 år.

Den legendariske Hollywood-skuespiller blev født Paul Leonard Newman i 1925. Han gik i sine unge år på dramaskolerne Yale Drama School og New York Actors Studio og debuterede på det store lærred med filmen “The Silver Chalice” i 1954.

Selvom han igennem sin karriere var Oscar-nomineret 10 gange, måtte han vente til 1987 med at tage den lille gyldne statuette med hjem for sin præstation i “Det handler om penge”, der var en fortsættelse til en af hans gennembrudspræstationer som pool-spilleren “Fast” Eddie Felson i “The Hustler” (“Hajen”) fra 1961.

Newman medvirkede desuden i klassikere som “Kat på et varmt bliktag”, “Hud”, “Cool Hand Luke”, “Dommen”, “Sidste stik”, “Det tårnhøje helvede” og “Butch Cassidy and the Sundance Kid”.

I 1986 blev Paul Newman tildelt Oscarakademiets æres-Oscar for sin lange, gloværdige karriere i Hollywood.

Newman forlod skuespillerfaget i maj 2007, da han ikke længere følte, han kunne præstere sit bedste inden for faget.