En af USA’s mest hæderkronede skuespillere, 46-årige Philip Seymour Hoffman, blev i morges fundet død i en lejlighed i New York. Det lokale politi rapporterer, at Hoffmans død formentlig skyldes en overdosis, og at han blev fundet med en hypodermisk nål i armen.

Hoffman har to gange tidligere været i behandling for stofmisbrug – senest i 2012. Skuespilleren efterlader sig tre børn, som han fik med sin mangeårige kæreste, Mimi O’Donnell.

Både inden for filmverdenen og på de skrå brædder var Hoffman meget aktiv. Før sit Hollywood-gennembrud fik han sin tv-debut i et afsnit af tv-serien “[url=/film/i-lovens-navn-tv]I lovens navn[/url]” tilbage i 1991. Senere fik han mindre roller i bl.a. “[url=/film/en-duft-af-kvinde]En duft af kvinde[/url]” og “[url=/film/twister]Twister[/url]”, mens han for alvor gjorde sig bemærket i Paul Thomas Andersons “[url=/film/boogie-nights]Boogie Nights[/url]”, hvor han spillede en lydmand, der arbejder på pornofilm.

Hoffman brillerede også i fire af Andersons andre film: “[url=/film/sydney]Sydney[/url]”, “[url=/film/magnolia]Magnolia[/url]”, “[url=/film/punch-drunk-love]Punch-Drunk Love[/url]” og “[url=/film/master-the]The Master[/url]”. Hoffman blev Oscar-nomineret for sin præstation i “The Master”, hvilket var hans fjerde Oscar-nominering. Hoffman tog statuetten med hjem i 2006 som belønning for sin pragtfulde indsats i det autentiske drama “[url=/film/capote]Capote[/url]”.

Hoffman har også gjort sig bemærket i flere succesrige mainstreamfilm – han havde skurkerollen i “[url=/film/mission-impossible-iii]Mission: Impossible III[/url]” og for nylig spillede han Plutarch Heavensbee i “[url=/film/hunger-games-catching-fire-the]The Hunger Games: Catching Fire[/url]”. Hoffman skulle gentage rollen i de to sidste “The Hunger Games”-film, som er ved at blive optaget, men det vides selvsagt ikke endnu, hvordan Hoffmans død kommer til at påvirke produktionerne.

[i][url=http://www.facebook.com/filmzdk]FACEBOOK: Bliv ven med Filmz[/url].[/i]