20th Century Fox har frigivet en ny plakat til deres kommende liveaction-filmudgave af “Dragonball”, der bygger over den verdensberømte manga-saga af Akira Toriyama. Plakaten, der viser Justin Chatwin i rollen som den kampsportstrænede, udenjordiske kriger Goku, kan ses online hos WorstPreviews.

“Dragonball”, der instrueres af James Wong (“Final Destination”, “The One”), omhandler den stærke Goku, en mægtig kriger, som vokser op på Jorden og bliver dens beskytter mod onde magter, der forsøger at opnå magt ved at finde de sagnomspundne dragekugler.

I filmen medvirker desuden Chow Yun-Fat som Gokus mentor, mens James Marsters (“Buffy”, “Angel”) har skurkerollen som den grønne, superstærke ærkedæmon Piccolo, der forsøger at overtage verdensherredømmet.

Desuden medvirker Jamie Chung, Emmy Rossum, Eriko Tamura, Joon Park, Texas Battle, Randall Duk Kim og Ernie Hudson.

Legenden om “Dragonball”, der produceres af Stephen Chow, vil være klar i danske biografer 3. april næste år.