Så huserer der igen forlydender om, at endnu en “Serenity”-film skulle være under opsejling. Gennem de sidste par år har der fra tid til anden dukket rygter op omkring en fortsættelse til Joss Whedons “Firefly”-filmudgave, men det har indtil videre ikke båret frugt.
Grunden til at Universal Pictures ikke har været særlig opsatte på at producere en “Serenity”-fortsættelse, skyldes formentlig, at filmen kun tjente $39 mio. på verdensplan på et $39 mio. stort budget. Desuden blev tv-serien “Firefly”, som filmen byggede videre på, pillet af sendefladen efter kun tolv episoder.
Nu kan skuespilleren Alan Tudyk dog afsløre, at “Serenity: Special Edition” har solgt så godt på dvd, at der igen er opstået snak om at lave endnu en film.
[i]”De blev nødt til at sende den nye dvd-udgave på markedet, fordi de andre var blevet helt udsolgt,”[/i] forklarer Tudyk. [i]”Så Universal tænker ‘Så lad os da lave en til’. Og der er nu en chance for, at der bliver lavet en film til.”[/i]
Tudyk fortæller desuden, at selvom filmen formentlig laves direkte til dvd-markedet, ville det stadig være det værd, eftersom dvd-fortsættelser har vist sig at være en lukrativ forretning for filmselskaberne.
[i]”Alle fra ‘Firefly’ – og det inkluderer dem, der døde i filmen – glæder sig over udsigten til at lave en til,”[/i] tilføjer han.
