Det forlyder nu, at der er en tredje og fjerde film på vej i Stan Winstons populære gyserserie “Pumpkinhead”, der havde Lance Henriksen på rollelisten og som på dansk gik under den mere simple titel “Hævneren”.

“Pumpkinhead III” skal instrueres af Jake West (“Phantasmagoria”) og er sat til at få premiere til oktober, mens den efterfølgende “Pumpinhead IV” skal begås af Mike Hurst (“House of the Dead 2”) med en frigivelsesdato til oktober 2007. Fans vil nok blive glade for at erfare, at Henriksen vender tilbage som Ed Harley i begge fortsættelser.

Endvidere er der en sequel undervejs til gyseren “Wrong Turn” fra 2003, der heldigvis blev mindre gyselig af at have Eliza Dushku i hovedrollen.

Twentieth Century Fox har udmeldt at filmen vil finde vej på dvd senere på året med Turi Meyer og Al Septien som manuskriptforfattere. I handlingen følger man det indavlede og morderiske forældrepar Ma og Pa, som avlede de deforme skurke fra den originale film, som terroriserer deltagerne i et “Robinson”-agtigt realityprogram, der farer vild i de blodtørstige vildmænds skov.