Det seneste skud på James Bond-stammen, “Quantum of Solace”, har sat boxoffice-rekord i Nordamerika, hvor filmen nu er oppe på en omsætning på 167,1 mio. dollars og dermed vipper “Casino Royale” af pinden som den bedst omsættende Bond-film.

Filmen, der havde amerikansk premiere 14. november, har bidt sig fast i publikum og kan stadig ses i 891 biografer i USA.

Også udenfor Nordamerika har filmen klaret sig godt og har omsat for 382,9 mio. dollars, hvilket giver en samlet omsætning på 550 mio. dollars. Den nærmer sig derved “Casino Royale”, der med 594 mio. dollars er den bedst omsættende Bond-film nogensinde. Der er dog gode chancer for, at “Quantum of Solace” overhaler forgængeren, idet filmen endnu ikke har haft premiere på det lukrative marked i Japan. Her kan filmen først ses fra 24. januar.