Optagelserne til “Sherlock Holmes” måtte midlertidig indstilles, da Robert Downey Jr. ved et uheld blev slået bevidstløs af sin skuespillerkollega Robert Maillet (også kendt som WWE-wrestleren Kurgan).

Downey Jr. mistede bevidstheden i seks sekunder, mens der kom blod ud af hans mund. En sygeplejerske syede ham med seks sting på settet, da Downey Jr. ikke ville tage på hospitalet.

Uheldet kommer kort tid efter, at en tankbil brød i flammer, hvormed optagelserne måtte stoppes i to timer, og Downey Jr. og Jude Law måtte flygte for at undgå at komme til skade.

Som følge af de seneste uheld er filmens crew begyndt at joke om, at filmen muligvis er forbandet.

“Sherlock Holmes”, der instrueres af Guy Ritchie, får biografpremiere i 2010.