Robin Hood blockbuster flop fiasko 2018 biograf / Filmz.dk

Årets største biograf-flop ser ud til at blive “Robin Hood”.

Den har endnu ikke åbnet i Danmark, men globalt har den nye “Robin Hood” allerede fået premiere. Og det mildest talt ikke gået godt.

Med et budget på lige under 100 millioner dollars er “Robin Hood” globalt åbnet til et billetsalg på 22,8 millioner dollars, skriver The Wrap.

Det er den værste åbning for en blockbuster-film med et budget på over 90 millioner dollars i hele 2018.

I stedet skal vi helt tilbage til foråret 2017 for at finde en lignende fiasko – dengang også en film placeret i middelalderen.

“King Arthur: Legend of the Sword” åbnede også katastrofalt i 2017, hvilket endte med at betyde, at Guy Ritchies film ikke tjente budgettet hjem på 175 millioner dollars.

Dermed ligner “Robin Hood” aktuelt et større 2018-flop end titler som “The Predator” og “Solo”, som begge har underpræsteret stort.

Den nye “Robin Hood” er ellers inspireret af tidens populære superheltefilm, hvilket skulle ramme et moderne publikum – læs om det her.

“Robin Hood” får dansk premiere d. 29. november.