Det har [url=http://www.filmz.dk/forum/item/25977/]tidligere[/url] været rapporteret, at Scarecrow sandsynligvis ville få en mindre rolle i “The Dark Knight” – hvilket nu lader til at være blevet bekræftet endnu engang. Cillian Murphy er nemlig blevet spottet under optagelserne til filmen, der følger op på Christopher Nolans succes-film fra 2005, “Batman Begins”.

På Superhero Hype kan man se spionbilleder fra optagelserne i Chicago med hvad, der lader til at være Scarecrow (Cillian Murphy), som muligvis leder sin bande i kamp mod en anden ukendt gruppe.

Udover Scarecrow skal Batman (Christian Bale) som bekendt også kæmpe imod Jokeren (Heath Ledger) i den nye film. Aaron Eckhart spiller Harvey Dent, den offentlige anklager, der senere bliver den berygtede Two-Face, mens Maggie Gyllenhaal overtager rollen som Rachel Dawes.

Den sorte ridder gør sit indtog i de amerikanske biografer fra 18. juli, 2008.