Så er det muligt at få det første tidlige kig på Jake Gyllenhaal i sin rolle som den unge og heltemodige persiske prins Dastan i Walt Disney Pictures og Jerry Bruckheimers filmudgave af “Prince of Persia: The Sands of Time”. JustJared kan nemlig fremvise en række billeder af den berømte skuespiller i kostume – eller mangel på samme – under optagelserne til filmen i Marokko.

Eventyrfilmen, der instrueres af Mike Newell, bygger over Ubisofts populære videospilsfranchise og er sat til at få premiere i maj 2010 som første eventyr i en ny filmfranchise.

Gyllenhaal spiller den unge prins Dastan, som i det gamle Persien må slå sig sammen med den hårdtslående og eksotiske prinsesse Tamina (Gemma Arterton) for at forhindre en ondskabsfuld adelsmand i at erhverve sig Tidens Sand, en gave fra guderne, der kan skrue tiden tilbage og give dets ejer mulighed for at herske over verden. I filmen medvirker desuden Alfred Molina og Ben Kingsley.