ComingSoon.net kan fremvise det første billede af Ray Stevenson som strafferen Frank Castle i Lionsgates kommende “Punisher: War Zone”, opfølgeren til Marvel-filmatiseringen fra 2004, der havde Thomas Jane i titelrollen.

I “War Zone” fortsætter selvtægtshelten sin strafturné og sætter denne gang efter den skrupelløse mafiaboss Billy Russoti. Efter Russoti bliver efterladt forfærdeligt skamferet af Castle, sætter den kriminelle hjerne gang i sit eget vendetta under sit nye dæknavn, Jigsaw, hvor han rekrutterer sin egen hær, der både truer FBI, byen og ikke mindst Castle selv.

I filmen finder man desuden Dominic West, Doug Hutchinson, Colin Salmon, Wayne Knight, Dash Mihok og Julie Benz.

“The Punisher” straffer videre i de amerikanske biografer fra 12. september.