Med starten af optagelserne til “Harry Potter og Fønixordenen” begyndende på mandag, er de sidste roller til filmen endelig faldet på plads.
Således er rollen som Luna Lovegood, der er en småforvirret pige, som bliver en vigtig allieret for Harry og co. blevet besat, efter en audition, hvor intet mindre end 15.000 håbefulde teenagere forsøgte at score rollen. Jobbet gik til den hidtil ukendte 14-årige Evanna Lynch.
Ydermere er Imelda Staunton, der var Oscar-nomineret sidste år for “Vera Drake”, blevet castet til rollen som skolens nye lærer mod mørkets kræfter, og ministeriets forlængede arm på Hogwarts, Doloris Umbridge, eller Dolora Nidkjær som den danske oversættelse lyder. Samtidig er rollen som Bellatrix Lestrange, der er en af Lord Voldemorts disciple, gået til Helen McCrory (“Casanova”, “Charlotte Gray”).
Det forlyder endvidere at Natalia Tena er blevet castet til rollen som Nymphadora Tonks, en formskiftende Auror, mens Kathryn Hunter er castet til Mrs. Figg, en nabo til Harry, der medvirker i starten hvor der er et sammenstød med dementorer.
I “Harry Potter og Fønixordenen” vender Harry tilbage til sit femte år på Hogwarts og opdager at store dele af troldmandsverdenen fornægter hans historie om sammenstødet med mørkets herre. I frygt for at Dumbledore lyver om Voldemorts tilbagevenden for at underminere hans stilling og overtage jobbet, udpeger ministeren for magi, Cornelius Fudge, en ny lærer i forsvar mod mørkets kræfter, Dolora Nidkjær, der skal holde øje med Dumbledore og Hogwarts elever. Men hendes ineffektive ministeries godkendte program for faget, gør at eleverne ikke føler sig i stand til at forsvare sig mod mørkets kræfter. Derfor tager trekløveret sagen i egen hånd, og begynder at holde hemmelige møder, hvor Harry lærer andre elever at forsvare sig mod mørkets troldmænd, så de dermed er bedre rustet til kampen der ligger forude.
