Skuespilleren Van Johnson, der bl.a. medvirkede i “30 Seconds over Tokyo” fra 1944, hvor han spillede overfor Spencer Tracy, og “Mytteriet på Caine” fra 1954, hvor han spillede overfor Humphrey Bogart, døde fredag på et plejehjem i New York.

Af andre populære roller medvirkede Johnson overfor Gene Kelly i musicalen “Brigadoon” og gæsteoptrådte i tv-serierne “I Love Lucy” og “Batman”.

Pga. skader efter en bilulykke i 1942 kunne Johnson ikke gøre tjeneste i 2. verdenskrig sammen med mange af sine skuespillerkollegaer, og i stedet kørte MGM ham i stilling som en “all-American-boy” i film som “A Guy Named Joe”, “The Last Time I Saw Paris” og “Battleground”.

Imaget stod lidt i kontrast til hans personlige liv. Johnson blev gift med Eve Lynn Wynn i 1947, men hans nye hustru fandt først senere ud af, at Johnson var homoseksuel. Parret blev skilt i 1961.

Van Johnsons sidste rolle var i den australske film “Clowning Around” fra 1992 – en film, hvor en anden lovende skuespiller fik sin debut. Den dengang 13-årige Heath Ledger havde en mindre rolle i filmen – som klovn.