Skuespilleren Fred Thompson, der også har en karriere som senator bag sig, træder muligvis i Ronald Reagans fodspor, og skifter skuespillerkarrieren i Hollywood ud med verdens mest magtfulde embede: USA’s præsident.
Ifølge en meningsmåling ligger Thompson på 3. pladsen over foretrukne republikanske kandidater til præsidentposten, når denne bliver ledig i 2009 (efter at have siddet i otte år kan George W. Bush således ikke genopstille) – og det selvom Thompson endnu ikke officielt har meddelt, at han stiller op.
Hvis stjernen fra film som “The Hunt for Red October”, “Die Hard 2”, “In the Line of Fire” og tv-serien “Law and Order” stiller op, må han dog konkurrere med favoritterne, den tidligere New York borgmester Rudy Giuliani og tidligere præsidentkandidat John McCain.
Det afgøres til november 2008 hvem, der skal være USA’s næste præsident. På demokraternes side er Hillary Clinton og Barack Obama favoritter, selvom tidligere vicepræsident Al Gore med sin succes med filmen “An Inconvenient Truth” nævnes som mulig outsider, såfrem han vælger at stille op.
