Special effects-mageren Stan Winston døde søndag aften i sit hjem i Malibu efter længerevarende sygdom. Winston led igennem syv år af multipelt myelom, en cancersygdom i plasmacellerne.

Winston var en sand pioner inden for special effects. I løbet af sin karriere lavede han special effects til ikke mindst en lang række gyser- og science-fiction-film. Han modtog i løbet af karrieren tre Oscars for bedste visuelle effekter for filmene “Aliens”, “Terminator 2: Dommedag” og “Jurassic Park”.

Winston nåede også at være instruktør, bl.a. på den 38 minutter lange Michael Jackson-film/musikvideo “Ghosts”.

Senest arbejdede han på “Iron Man” og som special effects supervisor på den kommende “Terminator Salvation: The Future Begins”, der blev hans sidste projekt.

Stan Winston blev 62 år gammel.