Det lader til, at Tim Burton muligvis ikke kommer til at instruere det udskudte filmprojekt “Ripley’s Believe It or Not!”. Det forlyder nemlig, at Paramount Pictures er på udkig efter en ny instruktør til actioneventyret, der skal have Jim Carrey i hovedrollen.

Tim Burton har længe været forbundet som instruktør til filmen, der er skrevet af Steve Oedekerk (“Evan den Almægtige”) og som oprindeligt skulle gå i produktion i slutningen af 2005. Efter flere udskydelser har filmselskabet sat filmen til at gå i produktion til næste år. Det vides dog ikke, om det mulige valg af en ny instruktør vil påvirke disse planer.

Filmen er baseret på bedrifterne begået af Robert Ripley, eventyreren og klummeskriveren som skabte “Ripley’s Believe it or Not!”

Handlignen udspiller sig, da den excentriske Ripley har opnået at blive berømt gennem sine ‘Believe It or Not!’ avisklummer, der skildrer hans søgen efter mærkværdigheder rundt omkring i verden. Undervejs lærer han at værdsætte disse usædvanlige menneskelige opdagelser som mere end blot en erobring i sine fortegnelser.