Tom Cruise må atter stå for skud i en filmparodi – denne gang er det filmen “Superhero Movie”, der tager gas på skuespillerens [url=http://www.youtube.com/watch?v=UFBZ_uAbxS0]Scientology-interview[/url]. Parodien kan ses i et klip hos ComingSoon.net.
“Superhero Movie” handler om high school-taberen Rick Riker (Drake Bell), der beslutter sig for at blive superhelten Dragonfly, efter han kommer i besiddelse af utrolige evner, da han bliver bidt af en genetisk ændret guldsmed.
Filmen er skrevet og instrueret af Craig Mazin og produceres af David Zucker og Robert K. Weiss. Trioen arbejdede sammen på de kendte spoof-film “Scary Movie 3”, “Scary Movie 4”, “Høj pistolføring”, “Høj pistolføring 2½” og “Høj pistolføring 33 1/3: Den ultimative fornærmelse”.
“Superhero Movie”, der også har spoof-veteranen Leslie Nielsen på rollelisten, får dansk premiere 4. april.
