En trailer til filmskaberen Luc Bessons seneste franske filmprojekt “Angel-A” kan nu ses på filmens officielle hjemmeside.

Filmen, som op indtil nu har været holdt meget hemmelig, er et sort/hvidt komediedrama med Jamel Debbouze og Gilbert Melki. “Angel-A” er både skrevet og instrueret af Besson og er den populære instruktørs første film siden “Jeanne d’Arc” fra 1999. Selve plottet i filmen er dog endnu ikke afsløret.

Musikken til filmen bliver leveret af Eric Serra, der ligeledes har lavet musikken til mange af Bessons tidligere film, som f.eks. “The Big Blue”, “The Fifth Element” og “Léon”.

Desuden medvirker den danske model og skuespillerinde Rie Rasmussen.

“Angel-A” får premiere i Frankrig den 21. december.