Voltage Pictures har udsendt en trailer til actionfilmen “The Keeper”, der har Steven Seagal i hovedrollen. Traileren kan ses [url=http://filmz.dk/film/keeper-the/trailers/5928]her[/url].
I filmen, der beskrives som i stil med “The Professional” og “Man on Fire”, spiller Seagal Los Angeles-politimanden Rolland Sallinger, der flygter til New Mexico, efter at han næsten er blevet slået ihjel af sin korrupte makker. I New Mexico får han job som bodyguard og skal beskytte datteren af en rig forretningsmand. Da hun bliver kidnappet af mafiaen, må Sallinger finde dem og redde hende.
I filmen, der udkommer senere i 2009 – sandsynligvis direkte på dvd – medvirker desuden den danske skuespillerinde og stuntkvinde Trine Christensen, som også har ageret stunt-double i “Terminator Salvation”. I “The Keeper” har hun en rigtig skuespillerrolle som kvinden Regina Lawson.
