MGM har frigivet traileren til deres kommende psykologiske thriller “Mr. Brooks”, der har Kevin Costner, William Hurt og Demi Moore i hovedrollerne.
Filmen følger den rolige familiefar Earl Brooks (Costner), som viser sig at have en forpint tilværelse; han er nemlig afhængig af at slå ihjel. Han kæmper indædt med sin selvkontrol, hvilket skaber hans morderiske alter ego, “Marshall” (Hurt), der nyder sin eksistens og sit “arbejde”.
Moore spiller en kriminalbetjent, hvis hengivenhed til sin metier betager og indgyder respekt hos Earl/Marshall, der indleder et symbiotisk forhold til hende.
Filmen er instrueret af Bruce Evans og får premiere i amerikanske biografer 1. juni.
