Universal Home Entertainment har taget en ny vinkel på det at udgive dvd-film. I stedet for at udgive store box-sets med én film på hver skive, klemmer de omkring 5-6 film ned på kun to dvd’er.

Dette vil naturligvis nedsætte billedkvaliteten en smule, men til gengæld vil det være muligt for studiet at udgive mindre kendte film der i sig selv måske ikke ville være i stand til at opretholde udgivelsen af en traditionel dvd-box.

Universal har startet med udgivelsen af tre nye box-sets i noget studiet kalder “The Glamour Collection”. Det er dobbelt-disc udgivelser af film med Carole Lombard (6 film), Mae West (5 film) og Marlene Dietrich (5 film). Formularen er simpel: at bygge samlingen omkring en eller to kendte titler og så fylde resten af pladsen med mere eller mindre ukendte titler.