Filmsiden LatinoReview har fået mulighed for at besøge effektstudiet til “Hellboy II: The Golden Army”, hvor de også blev præsenteret for væsenbilleder til andre filmprojekter, deriblandt 20th Century Fox’ kommende “Magneto”-film, der centrerer om den metalmanipulerende skurk fra “X-Men”-filmene.

Det viste billede kunne afsløre, at mutanten Hank McCoy – bedre kendt som Beast – også optræder i filmen i en ung udgave. I “X-Men: The Last Stand” blev den blålige og behårede mutant i sin ældre udgave portrætteret af Kelsey Grammer. I den nye film, der udspiller sig før, at X-Men-organisation blev skabt, vil Beast formentlig blive spillet af en yngre skuespiller.

Filmen, som bærer titlen “X-Men Origins: Magneto”, vil fungere som en forhistorie, der fokuserer på Magnetos unge år som jøden Erik Lensherr, hans tilværelse i kz-lejren, og hvordan han knyttes til den unge Charles Xavier efter krigen, da de begge besidder utrolige og mystiske kræfter. Deres forskellige opfattelser af menneskeheden gør dem dog snart til bitre fjender.