Ventetiden til fortsættelsen på James Camerons sci-fi-storfilm fra 2009, “Avatar”, er (langt om længe) ved at være ved vejs ende, og nu har vi fået vores første blik på, hvad vi kan se frem til.
Da vi sidst så Jake (Sam Worthington), Neytiri (Zoe Saldana) og resten af Pandoras indfødte klan, Na’vierne, var menneskene på vej væk fra den naturskønne planet. De er dog i “Avatar 2” kommet tilbage og Sully, Neytiri og deres børn er nødsaget til at flygte til et område ved revet, hvor Matkayiana-klanen holder til.
Plotdetaljerne kommer fra producer Jon Landau i et interview med Total Film.
Nu har vi gennem Empire Magazine også fået det første officielle billede fra filmen, som du kan se lige her.
På billedet ser vi, Miles Soccorro, aka Spider (Jack Champion), en menneskelig dreng i Na’vi-klanen, som Jake og Neytiri har taget til sig og har opdraget.
Landau forklarer til Empire: “Jake tog ham (Spider) ind, men Neytiri så ham altid som én af dem, der ødelagde hendes hjem og slog hendes far ihjel. Så du har alle de her dynamikker, der udspiller sig.”
Hvordan disse dynamikker udfolder sig bliver interessant at se. Det er i hvert fald tydeligt, at det ikke længere blot er Jake, der adskiller sig fra resten af Na’Vi-flokken.
Læs også: “‘Avatar’ er igen verdens mest indtjenende film: Overgår ‘Avengers: Endgame'”
Om “Avatar 2” kan opnå samme succes som sin forgænger, der holder titlen som verdens bedst indtjenende film, må tiden vise, selvom det (tiderne taget i betragtning) kan virke usandsynligt. Vi kan dog gøre vores for at hjælpe til, når filmen får dansk premiere den 14. december næste år.
