Søndag blev MTV Movie Awards 2008 uddelt, og Michael Bays “Transformers” løb med prisen for årets bedste film foran konkurrenterne “Superbad”, “National Treasure: Book of Secrets”, “I Am Legend” og “Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende”.

Ellen Page fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle for “Juno”, mens Will Smith fik for bedste mandlige hovedrolle for “I Am Legend”.

Johnny Depp blev dobbelt prisvinder for bedste skurk (“Sweeney Todd – Den djævelske barber fra Fleet Street”) og bedste komediepræstation (“Pirates of the Caribbean: Ved verdens ende”).

“Iron Man” blev kåret til årets indtil videre bedste sommerfilm foran “Indiana Jones og krystalkraniets kongerige”, “Sex and the City: The Movie”, “Speed Racer” og “Narnia: Prins Caspian”, mens Zac Efron fik en MTV Award for årets nye navn.