Et af de største voksmuseer i verden, Movieland Wax Museum i Californien, må nu lukke på grund af manglende interesse for de voksovertrukne filmstjerner.
Museet blev etableret i 1962 af stumfilmstjernen Mary Pickford, og indeholder mere end 300 voksdukker. Museets bestyrer, Rodney Fong, udtaler, at tiden er løbet fra attraktionen, og at de mange forlystelsesparker i Californien har overtaget kunderne. Ifølge Fong har mellem 10 og 20 millioner gæster i tidens løb besøgt Movieland voksmuseet.
Mange af de faste voksgæster flytter nu til voksmuseet ved Fisherman’s Wharf i San Francisco, og det tidligere populære museum bliver nu omdannet til pizza-restaurant.
