Ole Stephensen Walter Carlo død / Filmz.dk

Ole Stephensen døde onsdag aften – han blev 63 år.

Uden forudgående sygdom mistede Ole Stephensen i går bevidstheden – det lykkedes ikke at genoplive ham igen, skriver TV 2.

Stephensen blev blandt andet kendt for rollen som Walter i “Walter og Carlo”-trilogien, hvor han spillede over for Jarl Friis-Mikkelsen i den anden titelrolle.

Den første film i “Walter og Carlo”-serien – “Op på fars hat” er den danske film – som ikke er en Olsen-banden-film – med størst biografsucces i Danmark.

“Op på fars hat” fra 1985 solgte 953.743 biograf-billetter.

Makkerparret begyndte samarbejdet på DR i 1983 med “Brødrene Øbberbøv” og fortsatte siden med at lave “Walter og Carlo”-filmene op igennem 1980’erne.

Ole Stephensen havde også en rolle i filmen “Kampen om den røde ko” samt tv-kalenderen “Krummernes jul”.

Siden bød karrieren på en rolle som tv-vært i “Eleva2ren” og “Go’ Morgen Danmark”.

Ole Stephensen efterlader sig kone og to døtre.