Blizzard og Legendary Pictures har længe arbejdet på at få gang i den lovede spillefilmudgave af computerspillet “Warcraft”. Selvom projektet over den populære spilfranchise oprindeligt var sat til at ramme biografer i 2009, ser dette nu ikke længere ud til at være tilfældet, men filmen er langt fra aflivet, kan Mike Morhaine fra spilselskabet Blizzard afsløre.

Morhaime udtaler til Shack News: [i]”Jeg er usikker på premieredatoen i 2009, men det er stadig noget, vi er meget spændte på at få lavet.”[/i]

Der er endnu ikke annonceret hverken skuespillere eller instruktør til projektet, men Morhaine kan tilføje, at arbejdet stadig skrider frem: [i]”Vi har faktisk et manuskriptudkast. Det er ikke den endelige version. Jeg synes, vi stadig mangler en del arbejde på det.”[/i]

Det er tidligere blevet rapporteret, at filmen vil have et budget på ca. $100 mio., og at handlingen vil blive fulgt fra Alliancens synsvinkel. Temaet skulle angiveligt ikke fokusere så meget på det store eventyr, men mere på kulturen i universet og konflikten mellem de to største fraktioner. Historien vil foregå et år forud for handlingen i “World of Warcraft.”