New York Times fortæller, at Warner Bros. har afvist David O. Russells nye dokumentarfilm, der oprindeligt var tiltænkt som ekstramateriale til Special Edition-udgaven af “Three Kings”.
Russells “Three Kings” handlede om en gruppe amerikanske soldater, der drog på eventyr umiddelbart efter den første Irak-krig. Instruktørens dokumentarfilm omhandler den nuværende krig og hvilken effekt den har på både amerikanerne og irakerne.
En talskvinde for Warner Bros. udtaler, at filmen ikke vil være at finde på DVD-udgivelsen (som udkommer til efteråret) fordi [i]”det er en dokumentar som, i bund og grund, fordømmer krig.”[/i] Hun fortæller videre, at det er helt upassende at lancere filmen midt i en politisk sæson: [i]”Det er meningen at det skal være en specialudgave af ‘Three Kings’, ikke en debat om krig.”[/i]
David O. Russell fortæller, at han er overrasket og skuffet: [i]”Jeg håbede, at jeg måske kunne gøre en forskel inden præsidentvalget, lade folk se hvordan irakerne ville af med Saddam, men også hvilken indflydelse krig har på folk.”[/i] Warner Bros. har nu givet antikrigsfilmen videre til Russell, som vil forsøge at få den distribueret på anden vis.
