Warner Bros. Pictures er gået i gang med at udvikle en biograffilm over DC Comics’ superhelteteam “Teen Titans”, der skal produceres af Akiva Goldsman og Kerry Foster.

Tegneserien “Teen Titans”, som blev undfanget tilbage i 1964, består af Robin, Kid Flash, Aqualad, Wonder Girl og Speedy, medhjælperne til henholdsvis de berømte helte Batman, Lynet, Aquaman, Wonder Woman og Green Arrow.

Serien opnåede stor succes i 1980’erne, hvor holdet blev relanceret i en ny tegneserie, hvori figurerne ikke længere var børn, men unge voksne, og historierne udforskede mere modne temaer. Holdet blev da udvidet med Cyborg, Starfire og Raven, originale karakterer, som ikke var helte-sidekicks, mens den maskeklædte Robin udviklede sig til helten Nightwing.

Senest blev tegneserien lavet som en animeret tv-serie på Cartoon Network, der kørte fra 2003 til 2006.

Det vides endnu ikke, hvilke helte der vil figurere i den nye film, men efter sigende skulle Nightwing være blandt dem.

Mark Verheiden, der er forfatter/producer på både “Smallville” og “Battlestar Galactica”, skal stå for filmens manuskript.