Universal Home Video vil til november genudgive den postapokalyptiske eventyrfilm “Waterworld” med Kevin Costner i en ny speciel dobbelt-disc-udgave, der byder på en forlænget version af den vandfyldte og nedsablede film fra 1995.

Udgivelsen vil både byde på den originale biografudgave på 2 timer og 16 minutter samt den omtalte udvidede version, der strækker sig over 2 timer og 57 minutter – hvilket vil sige en tilføjelse på hele 41 minutter i selskab med Costner som den verdensomsejlende mutant i jagt på fastland.

“Waterworld”, der trods yderst lunken modtagelse af både publikum og kritikere lige nåede at tjene sine overbudgetterede omkostninger hjem, udspiller sig 500 år ude i fremtiden, hvor Jordens overflade næsten er fuldstændig dækket af vand. De overlevende mennesker har for længst glemt fortiden og har deres egen skabelsesberetning for verden – deriblandt en myte om det forjættede tørland.

Yderligere ekstramateriale til den nye udgivelse – bortset fra den originale filmtrailer – ventes stadig offentliggjort. “Waterworld” udsendes på det amerikanske dvd-marked 4. november.