På trods af at filmen blev lækket på internettet en måned før, den fik premiere, og den har modtaget blandede anmeldelser, så sejrede “[url=/film/x-men-origins-wolverine]X-Men Origins: Wolverine[/url]” stort i de amerikanske biografer i den forgangne weekend.

Filmen omsatte for $85,1 mio., hvilket er foreløbig omsætningsrekord for en åbningsweekend i 2009. Hvis Hugh Jackman formår at fastholde publikum de næste par uger, burde omsætningen have mulighed for at vokse sig stor nok til at dække filmens omkostninger, der er estimeret til $150 mio. På verdensplan har den allerede omsat for $158,1 mio.

“[url=/film/x-kaerester]X-kærester[/url]” var endnu en premierefilm i weekenden, og på trods af at “X-Men Origins: Wolverine” tog en stor del af kagen, formåede filmen at omsætte for over $15 mio.

“[url=/film/monsters-mod-aliens]Monsters mod Aliens[/url]” gjorde noget så sjældent som at gå op på listen og er i denne weekend tilbage på top 5. Filmen er samtidig den film i år, der samlet har den største foreløbige omsætning – både i USA og på verdensplan. På begge lister ligger “[url=/film/fast-and-furious]Fast and Furious[/url]” nr. 2, og begge film ligner dermed hits, der kunne afføde efterfølgere.

Endnu engang kan det endvidere konstateres, at finanskrisen ikke er nået i biograferne endnu, da den samlede omsætning i biograferne i år ligger 16 procent over omsætningen på det samme tidspunkt sidste år.

I næste weekend får “X-Men Origins: Wolverine” kamp om førstepladsen fra “Star Trek” og “Next Day Air”.